Mens det var bare et TV show, at lille tale i begyndelsen af den originale Star Trek Vis virkelig gjorde et godt stykke arbejde fange vores følelser om plads. Det er de følelser, der styrer vores kærlighed til astronomi og vores ønske om at lære mere om det.
Det, der er mest spændende om at studere universet er også den mest frustrerende og det er, uanset hvordan ekspert vi få, vi er altid lige begyndt. Men hvis det er nogen trøst, nogle af de mest avancerede hjerner i videnskab og fra historie følt altid denne måde om plads. Selv greats som Kopernikus og Einstein kiggede op i rummet og føltes som om de var bare en spec i overværelse af sådanne infinity.
Selvfølgelig er plads ikke uendelig. Det må være begrænset hvilket betyder, at en eller anden måde må der sættes en stopper for det. Men hvis der er ingen på denne lille planet har regnet ud, hvor det er. Det eneste, der har bragt os til “i slutningen af universet” er vores begrænsede evne til at se nogen dybere ud i rummet.
Men erobre den endelige grænse plads betyder mere end blot at se flere stjerner og planeter og bygge den største teleskop, vi kan. Der er nogle sind blæser begreber om, hvordan rummet virker, vi har foran os at erobre. Big bang og det ekspanderende univers alene var nok til at sætte dit sind til spinning. Men så har vi kommende af Einstein og relativitetsteorien at indstille hele tanken på sit øre. Pludselig er plads ikke bare tre dimensioner, men dimensionen tid bliver eksporteres og vride og måske endda rejse gennem tiden synes næsten muligt.
Frontier plads er så meget en rejse i sindet, da det er af afstand. Når Steven Hawking viste os mysterierne af sorte huller, alle af en pludselig, kunne tid og plads skjule og snoet og ændret i disse intergalaktiske trykkogere. Hvis ikke for radioastronomi vidundere disse ideer vil forblive idéplanet men langsomt videnskab fange med teori.
Men glans af matematikere og geni sind som Hawking og Einstein fortsat at strække vores opfattelser af rummet. Nu har vi den strengteori, der kunne revolutionere alt vi ved om plads, tid og hvordan universet forholder sig til sig selv. Vi kan ikke bare sige nej, vi har opdaget nok. Det er den endelige grænse. Starship Enterprise vil ikke stoppe at udforske så hverken kan vi. Fordi der er en forhindring stadig forude, der har et navn, men ingen egentlige svar på det endnu. Det hedder Unified Field Theory og dem, der kender fortælle os, at når Einsteins og Hawking af vores dag knæk at teori, hver anden teori vil falde på plads.
Disse spændende begreber synes nogle værktøjer til at sætte omfanget af plads i sammenhæng. Der kan også være værdien af science fiction. Ikke alene er science fiction-forfattere ofte visionære af hvad der kommer til at være i fremtiden, men de giver os den idé, at rummet er erkendes, at på trods af hvor stor den er og hvor lille vi er, vi kan erobre denne grænse som vi har erobret andre før os.
For menneskeheden, det er ofte nok. Hvis vi kan få visionen, der kan vi erobre noget, selv om det er noget så massive, så håbløst enorme, det lader til at vi er i stand til noget. Og kærligheden til astronomi, måske i modsætning til alle andre kraft på jorden, har samlet menneskeheden mod det fælles mål om at erobre universet. Quest at etablere en international space station og samarbejde på sprede vores rækkevidde af denne planet synes at finde fællestrækkene mellem nationer, der ellers ikke kan få på jordens overflade.
Der alene kan være en grund til at vi fortsat skal støtte astronomi lokalt og plads programmet nationalt. Det er noget, der synes at bringe fred i stedet for krig og gøre os en bedre mennesker. Men mere end det, det er som om dette er hvad vi blev skabt for at gøre. For at nå ud til stjernerne kan være vores skæbne. Hvis så derefter vores kærlighed til astronomi er mere end en hobby, er det et kald.
